Jernhatten

Læs mere her

Fra kanten af Jernhatten går det næsten lodret ned på den hvide strandbred.

Jernhatten står 49 m.o.h. som et isoleret bakkeparti. Opstigningen til toppen går forbi troldebøg, tæpper af mørkegrønt vedbend og måske blå anemone – og hele tiden med udsigt til øen Hjelm i Kattegat.

Lige nord og syd for Jernhatten er der lavninger, der var havdækket i Stenalderen, hvor landskabet således var helt anderledes.

Stranden er et perfekt udgangspunkt for snorkelture til stenen “Blak”, der ligger som en stor folkevognsbobbel godt 150 meter fra land. Her er en varieret stenbund med tangarter som strengetang, sukkertang og rødalger samt ålegræs, der er Danmarks eneste blomsterplante i havet.

Ude i Kattegat ligger øen Hjelm, hvis historie nok kan få fantasien til at løbe.

Den lille ø, der er i privat eje, har været tilholdssted for Marsk Stig og hans tilhængere.

Marsk Stig blev dømt fredløs for mordet i Finderup Lade på Kong Erik Klipping i år 1286. Han befæstede Hjelm, og herfra drev de fredløse falskmøntneri.

Marsk Stig døde i år 1293.

I eftertiden betvivles dommen for mordet i Finnerup Lade. Men historien om Marsk Stig og de fredløse har gennem tiderne facineret mange mennesker, og den har inspireret til folkeviser, skuespil, en opera og romaner.

Jernhatten består af istidsaflejringer med flager af den kalkholdige Kerteminde Mergel. I Danmark ligger den oftest 30 meter under havniveau, men her har isen skubbet den op. Mergelen har sit navn fra Kerteminde, hvor isen også har skubbet aflejringer op. I en lille råstofgrav mod vest har der været gravet mergel til markerne.

Adresse
Jernhatten
8400 Ebeltoft